Kære spejderfamilier
På grund af corona er vi ikke kommet i gang med at sælge forårets lodsedler endnu, og vi har virkelig brug for jeres hjælp til at få dem solgt. Vi plejer at sende spejderne ud i gaderne en forårsaften og ringe på døren, men det går ikke i denne tid.
I stedet vil vi opfordre jer til at købe en stak lodsedler hver og sælge dem videre til jeres personlige netværk. Når sælger og køber kender hinanden i forvejen, vil det være nemt at aftale overlevering og betaling på en smittefri måde, der ikke gør nogen utrygge. Lodsedlerne koster 25 kr. pr. stk, og hvis hver spejderfamilie køber et hæfte med 10 stk., er vi kommet godt i gang. Endnu bedre, hvis I kan købe (og evt. videresælge) 20 stk.
Vi vil gerne gøre det på denne måde:
1. I indbetaler det beløb, I vil købe lodsedler for, på gruppens mobilepay 25259. Vi sælger dem i hæfter med 10 stk. i hver, dvs. 250 kr. pr. 10 stk. HUSK AT SKRIVE NAVN PÅ NÅR I BETALER! (ellers ved vi ikke hvem, der har betalt).
2. Vi pakker jeres lodsedler i en kuvert med navn på, som I kan hente ved spejdercenter Engedal på torsdag den 23. april kl. 18-19. (Så kan I også se den nye udendørs vask, vi har brugt coronapausen på at få sat op). Kan I ikke hente på torsdag, kan I gøre det lørdag den 25. april kl. 11-12, også i Engedal. Vi vasker hænder, før vi pakker lodsedlerne. I skal selv sørge for at holde passende afstand til hinanden, når I henter dem.
3. I tager hjem og skraber de lodsedler, I evt. selv vil beholde, for at se om I har vundet. Resten sælger I videre til naboer, venner og familie.
Gruppen har næsten de samme udgifter som normalt, selv om vi ikke må holde spejdermøder for tiden. Det vil være et alvorligt økonomisk problem for gruppen, hvis vi ikke får solgt lodsedlerne, da vi allerede har købt dem af korpset. Vi ved godt, at nogle familier også er ramt økonomisk af coronakrisen. Vi håber dog, at rigtig mange kan og vil tage del i ansvaret og opgaven med at få solgt lodsedlerne.
Spejderhilsen
Lederne og gruppebestyrelsen